Frihed og tid til kvalitet i vores velfærd

Vores velfærdsinstitutioner, som dagtilbud, skoler, jobcentre og plejehjem mv. er bundet af detailstyring, dokumentationskrav og kronisk underfinansiering. Det binder ressourcer og forringer personalets trivsel og mulighed for at bringe deres faglighed i spil. Kommunerne har svært ved at møde borgernes behov og rettigheder. Ansvar og økonomi følges ikke ad. Den stramme styring går især ud over de mest udsatte borgere og borgere uden for arbejdsmarkedet.

I Alternativet ønsker vi, at velfærden skal tilbage til borgerne – hele livet igennem. Vi vil slippe kommunerne fri til at udfolde og udvikle fagligheden på vores institutioner og skoler og i social- og beskæftigelsespolitikken. Vi vil sikre en folkeskole, der danner og uddanner til fremtiden, et beskæftigelsessystem baseret på tillid, og plejehjem med omsorgen i fokus. I praksis vil vi udrulle de positive resultater fra frisættelsen af skoler, dagtilbud og ældreområdet, der har kørt i syv kommuner. Medarbejdere og lokale ledere skal have langt større frihed til at arbejde efter deres faglighed og skabe løsninger, der giver mening på den enkelte vuggestue, børnehave, skole eller plejehjem – så fagligheden kan blomstre, og borgerne får den støtte og omsorg, de har brug for.

Alternativet er også positiv over for strukturreformens ambitioner om at styrke den borgernære sundhed, skabe bedre lægedækning og fremme lighed i sundhed. Men vi vil videre og styrke den forebyggende folkesundhed samt patient- og pårørendefokus, ikke mindst i psykiatrien.