Rent drikkevand og badevand

Danskerne skal have rent vand. Vand vi kan drikke, søer vi kan bade i, og åer der styrker vores biodiversitet og dyreliv. Men vi har forsømt at passe på vores grundvand, søer, åer og hav. I de seneste år er der opdaget flere og flere tilfælde med alvorlig forurening af vores vand med fx sprøjtegift, hormonforstyrrende stoffer, nitrat og PFAS.

Alternativet vil arbejde for, at dine børn og børnebørn skal kunne drikke af hanen og bade i fjorden med en skrubbe. Tilstandskrav til vores vand skal overholdes, hvad enten det er grundvand, søer, åer, badevand eller hav. Kommunerne skal arbejde for etableringen af grundvandsparker, der skal sikre, at miljøfarlige stoffer ikke siver ned i vores grundvand – og sikre, at vores lokale vandboringer bliver beskyttet.