Mit navn er Martin Kjærulff.
Vi kan ikke satse på at teknologien kan løse klimaudfordringerne i fremtiden. Det ansvarlige er at handle nu og på den måde gøre det attraktivt at udvikle teknologi til at løse udfordringerne.
Jeg er født i Faaborg og har boet i København siden 2003.
Jeg er medlem af Bispebjerg Lokaludvalg, hvor jeg er udpeget for Alternativet.
Jeg har haft egen virksomhed siden 1999 og har arbejdet med it på forskellige måder lige siden. Du kan se mit generalieblad på LinkedIn.
Jeg har tidligere brugt en del tid på sociale medier. Specielt de fællesskaber som de sociale medier tilbød os. De tilbød sig som erstatningen for online fora. Men det er siden gået ned af bakke, og de sociale medier negligere fællesskaberne. Derfor er jeg meget lidt aktiv på de sociale medier i dag. De prøver at “sælge” opslag til mig som jeg ikke ønsker og gør det besværligt at være en del af et online fællesskab.
Jeg elsker byens grønne åndehuller. Det er dem der gør det værd at leve i København. Vi er heldige at vi har en storby hvor vi fortsat har grønne åndehuller. De er dog truet af mere og mere byggeri og mange er allerede bygget væk.
Jeg har været aktiv i Alternativet siden 2015. Vi har brug for et bæredygtigt samfund, med mennesker i centrum. Hvor vi tager klimaudfordringerne seriøst.
Det gælder også når det kommer til byggeri i kommunen. I stedet for at rive ned, skal vi renovere. At rive ned og bygge nyt koster for meget på klimakontoen. Det har vi ikke råd til, hvis vi skal give en sund klode videre til de kommende generationer.
Når Nordisk Film vil rive Palads ned og bygge det op fra bunden igen, er det kapitalismen der taler. Der skal tjenes penge, både til Nordisk Film og kommunen. Kommunen har ikke brug for de ekstra indtægter, da kommunen allerede tjener flere penge end den må bruge.
Da et flertal i Borgerrepræsentationen stemte for at der må bygges på Amager Fælled, kunne det kun lade sig gøre fordi Folketinget havde vedtaget en lov der gjorde det muligt at bygge på området. Her burde et flertal have stået fast på at bevarer vores grønne områder og i stedet bedt Folketinget om lov til at bruge kommunens egne midler til at betale for Metroen.
… og Lynetteholm. Her mener et flertal i Borgerrepræsentationen at den skal anlægges uden at se på klimapåvirkningen. Den skal ganske enkelt ikke indgå i klimaregnskaberne. Igen bliver klimaet ignoreret.
Der er brug for et stærk Alternativet i Borgerrepræsentationen. Derfor håber jeg at du vil stemme på mig til kommunalvalget den 18. november.
Det betyder meget for mig, at vi får løst klimakrisen. Altså, sådan rigtigt. Ikke bare med smarte Excel-ark-løsninger hvor man vælger fra og til. Derfor skal alt indgå.
For mig er det også vigtigt at en storby, som København, ikke kun er et område med kasser til mennesker, hvor de kan opholde sig, når de ikke er på arbejde. Det er vigtigt at der er plads til borgere mellem husene. Plads til at børn kan lege på gaden. Plads til at ældre kan have mødesteder. Plads til at vi alle kan leve.