Alt for mange sygdomme har rod i ensomhed, stress og mistrivsel. I Alternativet ved vi, at den bedste behandling er at forhindre, at skaden sker. Derfor vil vi satse mere på reel forebyggelse og skabe rammer for, at alle kan få hjælp og rådgivning i tide. Den alment praktiserende læge kan og bør spille en central rolle i arbejdet med nærhed, afklaring af behov og forebyggelse. Når vi stopper tilgangen af sygdom, styrker vi både livskvaliteten og sundhedsvæsenets bæredygtighed.
Vi foreslår:
- Forebyggelsescentre: Her kan borgerne få rådgivning – både fysisk og online – om et sundere liv og hjælp til at forebygge mistrivsel, før den udvikler sig til sygdom.
- Forebyggelsescentrene skal også adressere et overset område i sundhedspolitikken: Alle, især gravide, skal have tydelig information om, hvordan man undgår hormonforstyrrende stoffer/andre giftstoffer i dagligdagen, da de kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser, især for fostre.
- Øget fokus på socialmedicin og fattigdom, som årsag til ensomhed, stress og sygdom; praktiserende læger i hele regionen skal have støtte til systematisk at spørge patienter om evt. ensomhed, isolation og stress som en del af helbredssamtalerne.
- Regionale partnerskaber mod ensomhed og social ulighed: Regionen skal etablere faste samarbejder med civilsamfundsorganisationer som Ældre Sagen, Røde Kors og Social Sundhed. Med regional finansiering skal der skabes stærke og varige indsatser.
- Brobyggere for mental trivsel: Alle med behov – også borgere i begyndende mistrivsel – skal have adgang til patienthjælpere / brobyggere, der kan hjælpe dem videre til rette fællesskab eller rette behandling.
- Der skal etableres udkørende sundhedsteams: I yderområderne skal kronisk syge kunne få nødvendig hjælp direkte i hjemmet.
- Sundhed og adgang til sundhedsydelser skal anerkendes og hævdes som en borgerrettighed.
Mærkesager:
- Mere lighed og nærhed i sundhed
- Reel forebyggelse skal prioriteres
- Nytænkning af psykiatrien
- Et helhedsorienteret og sammenhængende sundhedsvæsen
- Borgerorganisationer som aktive medspillere
- Digital sundhed med mennesker i centrum
- Bæredygtig transport og mobilitet
- Råstoffer og naturgenopretning
- Grønne regioner