Alternativet er vilde med natur – og vi insisterer på at begrænse vores slid på planeten. Vi har samtidig set, at når store miljøkatastrofer rammer, er det fællesskabet, der står tilbage med regningen. Nordic Waste, Cheminova og Høfde 42 er blot nogle af de grelle eksempler, hvor forurenerne går konkurs, og lokalsamfundene betaler prisen. Men udfordringen stopper ikke dér. Vores hospitaler og veje skal klimasikres mod oversvømmelser, sundhedsvæsenet skal gøres klimaneutralt, offentlige bygninger skal renoveres og forsynes med solceller, og vores madordninger skal være sunde og bæredygtige. Alt dette kræver, at regionerne får musklerne og friheden til at gå forrest i den grønne omstilling. Desværre spænder regeringen ben for regionernes råderum. Med en alt for stram og kortsigtet styring af regionernes økonomi bliver vi forhindret i at investere i klimatilpasning og bæredygtige løsninger. Det skal ændres.
Vi foreslår:
- Styrket klimatilpasning: Vi vil undtage klimatilpasningsprojekter fra anlægsloftet og tilføre ressourcer, så regionen får ansvar for og frihed til at klimasikre. Der skal udvikles et fælles regionalt klimasikringskort, så regionerne kan planlægge og prioritere klimatilpasning- og klimasikringsløsninger på et vidensbaseret grundlag.
- Stop miljøkatastrofer: Vi vil flytte ansvaret for miljøgodkendelser og kontrol af miljøbelastende virksomheder og større anlægsprojekter fra kommuner til regioner, som har færre lokale interesser og flere muskler til at løfte opgaven. Vi vil nedsætte et rejsehold, som kan tage ud, så snart der er mistanke om miljøkatastrofer. Og vi vil indføre grundige, lovpligtige og regelmæssige tjek af virksomheder med miljøgodkendelse, for at sikre, at tilladelsen overholdes.
- Giv regionerne afgørende indflydelse på infrastrukturprojekter, inkl. klima- og kystsikring, hvis konsekvenser rækker ud over den enkelte kommune.
- Gør sundhedsvæsenet klimaneutralt: Regionernes institutioner skal inden for en kort årrække være bæredygtige i alle indkøb, og beskytte både natur og miljø. Regionernes klimaindsats gør en stor forskel, da sundhedsvæsnet tegner sig for omkring 6 procent af Danmarks CO2-udledninger, hvoraf hospitalerne er den primære udleder.
- Sund og grøn kost til patienter og medarbejdere i regionerne: Regionerne skal indføre sunde og bæredygtige madordninger på hospitaler og institutioner. Det mindsker klimaaftrykket og fremmer patienters og medarbejderes sundhed.
- Solceller på alle regionens tage: Regionerne råder over mange store bygninger, og vi ønsker at alle regionernes bygninger får solceller på tagene, så vi fx skal have færre solceller i det åbne land.
- Sæt fokus på genbrug og renovering i offentligt byggeri. Regionerne skal sikre, at hospitaler og andre offentlige byggerier prioriterer genbrug af materialer og energieffektiv renovering frem for nybyggeri. Det reducerer CO₂-udledningen, mindsker ressourceforbruget og skaber mere bæredygtige rammer for borgere og ansatte.
Mærkesager:
- Mere lighed og nærhed i sundhed
- Reel forebyggelse skal prioriteres
- Nytænkning af psykiatrien
- Et helhedsorienteret og sammenhængende sundhedsvæsen
- Borgerorganisationer som aktive medspillere
- Digital sundhed med mennesker i centrum
- Bæredygtig transport og mobilitet
- Råstoffer og naturgenopretning
- Grønne regioner